Snerydningsordning

Bestyrelsen har etableret en snerydningsordning, som senest er godkendt på generalforsamlingen d. 23. april 2008. Der ryddes sne her.

Formålet med ordningen er, at skabe fremkommelighed i området grundejerforeningen dækker.

Bestyrelsen har indgået snerydningsaftale med GARTNERGÅRDEN på følgende grundlag:

  1. Der ryddes sne på fortove med kost eller skrabeblad i perioden 15. oktober til 30. april (se kort).
  2. Den kollektive snerydningsordning omfatter fortovene i grundejerforeningen. Undtagen dem som allerede er omfattet af kommunens rydning (se kort).
  3. Den kollektive snerydningsordning inkluderer kun snerydning og ikke glatførebekæmpelse (altså ingen saltning)
  4. Den kollektive snerydningsordning fritager ikke den enkelte grundejer for ansvaret for snerydning og glatførebekæmpelse.
  5. Den kollektive snerydningsordning er alene et supplement til grundejerens egen snerydning og glatførebekæmpelse.
  6. Kriterierne for snerydningen er aftalt mellem grundejerforeningens bestyrelse og GARTNERGÅRDEN. Der iværksættes snerydning alle dage hele døgnet, når det forventes at et vist lag sne vil blive liggende på fortovene. Som udgangspunkt ryddes kun én gang i døgnet.
  7. GARTNERGÅRDEN foretager snerydning med 2 maskiner, sådan at ruten normalt kan ryddes på ca. 3-4 timer. Der kan ikke gives garanti om at fortovet er ryddet på et bestemt tidspunkt, da rydningen optimeres udfra vejrmeldingerne.
  8. Sneen fejes / skubbes til placering på kanten mellem fortov og vej. Der ryddes udenom parkerede biler. Der ryddes ikke i eller foran indkørsler (udkørsel på vejen) udover på selve fortovet.
  9. Grundejerforeningen betaler per snerydning. Der betales ingen faste gebyrer.

De tre kriterier for snerydning er senest på generalforsamlingen 2009 præciseret til:

1. Hvis der er faldet mere end cirka 3 centimeter sne i løbet af natten iværksættes snerydning samme morgen senest kl. 06.00. Det tilstræbes, at alle fortove er ryddet for sne inden kl. 9.00. Der gives dog ikke garanti for, at fortovene er ryddet på et bestemt tidspunkt, da snefaldet jo kan være startet sent på morgenen.

2. Hvis der er yderligere snefald i løbet ad formiddagen, således at der igen ligger mere end cirka 3 centimeter sne ca. kl. 14.00, aftaler bestyrelsen fra gang til gang med entreprenøren, hvorvidt der skal ryddes sne igen samme dag, eller om der først finder en vurdering igen den følgende morgen. Bestyrelsen vurderer dette på basis af vejrudsigt og de til enhver tid foreliggende økonomiske midler til snerydningen (snekontoen).

3. Der gives skriftlig besked til samtlige grundejere såfremt, der gennem en sæson har været ryddet sne således, at snekontoen er opbrugt, eller snerydningsordningen af anden årsag ophører.

Alle kommentarer og oplevelser omkring snerydningsordningen skal sendes til bestyrelsens kontaktperson.

Grundejerne må ikke kontakte GARTNERGÅRDEN om snerydningsordningen.